Traditionelt har vi behandlet hestetænder temmelig hårdhændet – som et dødt materiale, vi kunne raspe, klippe og forme efter forgodtbefindende. Nu er det ikke længere smeden, som rasper i blinde dybt inde i en mørk hestemund. Tandplejere og dyrlæger har forfinet metoderne og kastet lys over arbejdet – men der er en tankevækkende forskel på, hvordan hestetandpleje gribes an forskellige steder i verden.

Forskellige traditioner og filosofier

Jeg har gennem det sidste år besøgt dyrlægekollegaer, som udelukkende arbejder med hestetænder, i Tyskland, England, Danmark og Norge, og jeg har været på job med en heste dental tekniker i Sverige. Fællesnævneren er en stor kærlighed til heste og en brændende interesse for hestetænder, og herfra begynder forskellighederne!

Hver person har sin egen stil, men jeg har observeret nogle tydelige tendenser i de enkelte nationaliteter. I Tyskland – og hos mange tandplejere, som er uddannet i USA, er der stort fokus på vinkler og højder i rækkerne af kindtænder. Tandbehandlingen fokuserer meget på at rette op og jævne ud. Der skal være symmetri og balance i munden, og tandspidser skal raspes væk, så kanterne af tænderne føles behagelige. Mange vælger at rette fortænder og slibe toppen af hingstetænder.

I England rører dyrlægerne sjældent ved fortændernes vinkler, og de rasper nødigt på selve tyggefladen af kindtænderne. De fokuserer på spidser og behandler deciderede sygdomme i munden.

Mange danske dyrlæger efteruddanner sig i tandsygdomme i Tyskland og/eller England, og jeg oplever en blandet tilgang til tandpleje, hvor man generelt er en anelse mindre radikal end i Tyskland. Herhjemme rasper vi tandspidser, og det er almindeligt, at tænder med karies/huller ender med at blive trukket ud, hvis der går betændelse ind i rodkanalen.

Nye tendenser i Skandinavien

I Norge, Sverige og Finland breder ”den svenske model” sig hastigt. En humantandlæge har etableret et tæt samarbejde med den svenske veterinæruddannelse, og han beskæftiger sig udelukkende med behandling af dyretænder. I den svenske model er det grundlæggende princip at behandle og bevare tænder. Det betyder ikke noget, hvordan tænderne og tandrækkerne ser ud, de skal blot virke, så hesten har tyggeflade og skarphed til at kunne skære og male hø og grovfoder. Tandspidser, som ikke generer, skal have lov at blive siddende, og det er her, at den svenske model bliver kontroversiel.

Mange svenske dyrlæger og en hel del norske og finske er på vej gennem uddannelsen til odontologer, altså hestetandlæger. Det tager ca. tre år, og de lærer at anvende små præcisionsinstrumenter til behandling af enkelttænder. Den svenske model vender de traditionelle tandraspe og alle de elektriske hesteinstrumenter ryggen, fordi de er upræcise og rammer flere tænder ad gangen. Svenskerne bruger små instrumenter og behandler en tand ad gangen. Tænder med karies bliver rodbehandlet tidligt, for at afhjælpe tandsmerter., og den hullede tand bevares, så tandrækken forbliver ubrudt og tyggefunktionen ikke forstyrres. Tandspidser, som ikke laver sår, får lov at blive siddende. Enkelte spidser slibes ned en ad gangen, hvis odontologen mener, at den generer patienten.

Tandrasp eller mundhuleundersøgelse

Som hesteejer skal man vide, at der er forskel på at bestille en hurtig tandraspning eller en fuld mundhuleundersøgelse med relevant behandling. Jeg mener ikke, at det er en naturlov, at alle heste skal have raspet et lag af deres tænder hvert år. Jeg mener derimod, at det er vigtigt hvert år at tjekke tænderne og følge med i, hvordan de udvikler sig. Kommer der mellemrum, hvor foder kan pakke sig, så opstår der ofte smertefuld betændelse i tandkødet, parodontose, som skal behandles. Tænder kan blive angrebet af karies og blive løse, og endelig vil slimhinderne i munden (kinder, tandkød, tunge) kunne afsløre mange problemer og funktionsforstyrrelser.

Tandkød og mundslimhinde sladrer om hestens tyggefunktion

Raspning af spidser er blot en af mange behandlinger, en dyrlæge vil kunne foretage. Som ejer vil du opleve prisforskelle på tandbehandling, som oftest skyldes, at ydelser, tidsforbrug og instrumenter er forskellige.

Kig i krystalkuglen

På mit sidste kursus i Edinburgh i maj 2016, blev vi undervist af en britisk og en amerikansk guru indenfor hestetandbehandlinger, Jack Easely og Padi Dixon. De har mange års erfaring med behandling af hestetænder begge to, og de fortalte, hvordan nogle af metoderne, man brugte for 15 år siden, nu viser sig at have skadet hestene. Fx var det almindeligt at klippe hingstetænder af, så de ikke generede biddet – dét går ikke godt! Man klippede lige gennem tandens levende væv, pulpa, og tanden døde. Skaderne af hårdhændet tandbehandling ses først mange år senere.

Jeg tror, at vores opfattelse af hestetænder vil blive mere nuanceret og inspireret af de humane metoder i de kommende år. Hestedyrlæger i hele verden diskuterer og forsker på livet løs for at udvikle metoder til behandling og bevaring af tænder. Vi ved, at hestetænder er levende og følsomme, og vi anerkender de mangfoldige reaktioner, en hest kan have på tandsmerter.

Den svenske model arbejder med kariesbehandlinger og rodfyldning, og man undlader den traditionelle raspning af tænder, fordi man frygter, at de moderne, effektive raspeinstrumenter kommer for tæt på tændernes mange nervekanaler og skader tænderne på lang sigt. Mange andre landes dyrlæger ser fordelene ved at vedligeholde vinkler og højder på tandrækkerne med tandraspning og derved holde en god balance i munden og hele hestens krop.

Hestetandpleje er et fagområde i rivende udvikling, og det kan være forvirrende. Men i sidste ende kommer det vores heste til gode, at der arbejdes så intensivt med at blive bedre til at forstå og hjælpe hestene, når tænderne gør ondt!