En gråmulet gammel islænder går på folden og hygger sig. Den er på pension og har ikke været redet i flere år, så den har rigelig tid til at æde – men den taber sig! Når hestene blive ældre, dvs. over 20 år, bliver tænderne nedslidte, spytproduktionen mindskes og tarmens effektivitet falder – og kravene til fodring og pasning stiger

Heldigvis får mange gamle heste lov at leve, selv når de ikke længere kan yde maksimalt. Som ejer er det vigtigt at forstå fordøjelsen og de ændrede behov hos de gamle heste, så vi giver dem et dejligt otium.
Fordøjelsen bliver mindre effektiv med alderen, man mener, at den mindskes med 20% hos helt almindelige, velfungerende ældre heste. Hvis hesten derudover har sygdomme eller dårlige tænder, vil den have endnu sværere ved at optage nok næring.

Fordøjelseskanalen – kort fortalt
Fordøjelsen er et højt specialiseret system af mekanisk forarbejdning, kemiske processer og forgæring ved hjælp af millioner af bakterier og mikroorganismer.

I munden maler tænderne foder og blander det med spyt. Et kilo hø eller wrap blandes med helt op til 10 liter spyt i munden, inden det synkes, mens et kilo kraftfoder kun udløser ca. 3 liter spyt. Spyt er basisk og afbalancerer syren i maven.

Foder og spyt føres ned i mavesækken, som er lille og muskuløs. Her blandes og æltes foderet med syre og enzymer, inden det føres ud i tyndtarmen, hvor proteiner, kulhydrater og spormineraler optages. Tyndtarmens funktion holder sig ret godt med alderen, mens tyktarm og blindtarm påvirkes mere.

Stortarm = tyktarm og blindtarm
Stortarmen er for en hest, hvad vommen er for en ko – altså et enormt forgæringskammer, hvor millioner af bakterier og mikroorganismer klarer arbejdet med at nedbryde sejlivede plantefibre til optagelig næring for hesten. Hø, wrap og lucerne optages her, mens halm og frøgræs er meget svært at nedbryde for en hest. Halm og frøgræs kan derfor ligge ufordøjet og klumpe sig sammen i stortarmen. Det kan give kolik eller forstyrre tarmfloraen, og begge dele er uheldigt. Halm og frøgræs må altså ikke udgøre en stor del af foderet.

Når en stortarm fungerer optimalt, vil hesten kunne optage store mængder energi og protein, og samtidig producerer mikroorganismerne en lang række vitaminer, som hesten er helt afhængig af. Blandt andet C-vitamin, B-vitamin, biotin og methionin.

Gamle glatte tænder
For at stortarmen kan udnytte plantefibre, skal de være findelte, og findelingen skal være sket allerede fra begyndelsen mellem tænderne. Tænder slides gennem hele livet, og der kommer et tidspunkt, hvor de er helt glatslebne og ikke længere kan rive og findele foder.

Den gamle hest ser tilfreds ud, når den gumler hø og wrap i lang tid, men foderet, den synker, er for groft til, at stortarmen kan arbejde ordentligt med det og optage de livsnødvendige næringsstoffer. Hesten kan komme til at mangle næring og vitaminer, og den vil tabe sig og få et tottet, trist udseende. Man kan ofte se lange strå i hestepærerne hos ældre heste med nedsat fordøjelse og triste tænder – sammenlign evt. hestepærer fra den gamle hest med pærer fra en yngre hest i flokken.

Hjælp den gamle hest
Ofte vil en hesteejer give den gamle, magre hest ekstra kraftfoder – men udfordringen ligger typisk i, at give stortarmen de optimale betingelser – altså findelt grovfoder. Man skal forsøge at fritage hesten fra det store tyggearbejde, hvis tænderne ikke længere kan klare opgaven.

Hø-piller eller ”hø cobs” er netop fintsnittet græs eller hø, og mange ældre heste trives fint med dette tilskud. Høpillerne kan blødes op i vand, så det bliver endnu lettere for hesten at spise sit foder. Husk at hestens mavesæk er lille, og flere små ensartede måltider er bedre end et stort.

De gamle hestes behov er således anderledes end de unge hestes, og der findes flere typer kraftfoder til ældre heste, som er designet til netop at sikre protein, mineraler og vitaminer til vores pensionister. Tænk også over, om den gamle hest kan klare sig i løsdriften, eller om den snart skal have særbehandling.

Hvis du vil vide mere om fodring af heste med særlige behov, kan jeg anbefale ”Den store Foderbog” af dyrlæge Nanna Luthersson.

/Mette