Hestens tænder
En voksen hest har 36 – 40 tænder. Der er 12 fortænder og 24 kindtænder, samt et varierende antal hjørnetænder kaldet ”hingstetænder” og ”ulvetænder”.
Kindtænderne er store og sidder skjult i kæbeknoglen, hvorfra de bliver skubbet langsomt ind i mundhulen gennem hele hestens liv – de vokser altså ikke. Kindtænderne bliver slidt ca. 2 mm om året, og mange heste danner skarpe spidser langs kanterne af kindtænder.
Smerter hæmmer præstationen
Hvis tandstillingen er lidt skæv, eller hvis en tand bliver skadet, slides rækkerne af tænder ujævnt, og hesten kan få svært ved at tygge. Ujævnheder i tandrækken kan i uheldige tilfælde låse hestens kæbeled. Dét vil du som rytter og ejer kunne mærke på hestens præstation, vilje og foderudnyttelse.
Emaljespidser
Hestetænders opbygning er markant forskellig fra menneskers. Emaljen er foldet hos hesten, så den danner den del af tandens riveflade, der river foder i stykker. Emaljen er meget hård, og langs kanterne slynger den sig i spidser, som virker glimrende som en skarp saks, der klipper foderet i småstykker. I nogle tilfælde danner hesten syleskarpe spidser, fordi den ikke tygger optimalt, og disse spidser skal rundes af – Vigtigst er det dog at finde ud af, om hesten har smerter i kæbeleddet eller i en tand, som hæmmer dens tyggefunktion. Jeg vil lede efter årsagen og en passende behandling.
Mælketænder
Føllets mælketænder bryder frem i løbet af de første 6 måneder. De første fortænder kommer allerede efter ca. 1 uge, og i løbet af de første 2 uger kommer de første kindtænder. Mælketænderne skiftes i løbet af hestens 2-5 leveår, hvor de blivende tænder bryder frem.
Typiske tandproblemer hos unge heste
Der kan sidde en rest af en mælketand, kaldet ”kappe”, fast, når den unge hest skifter til sine blivende tænder, og sådan en skal fjernes, fordi den generer og gør ondt. De unge heste har desuden tendens til at danne store og ret skarpe spidser på kindtænderne. Derfor er det vigtigt at starte tidligt og at give din unghest et tandtjek, inden den får bid i munden første gang.
Gamle heste har brug for pleje
Mange ældre heste har brug for hyppigere tandbehandling, fordi tænderne vokser og slides forskelligt, og tandrækken derved kan blive ujævn og ”låse”. Ældre heste kan have svært ved at holde på huldet, og de er særligt afhængige af at kunne tygge og udnytte foderet ordentligt.
Nogle ældre heste udvikler en smertefuld sygdom, EOTRH, i fortænderne. Læs mere her.